Konsultationer

En individuel konsultation varer 45-60 minutter pr. gang.

Som regel vil vi bruge de første 1-3 konsultationer til at afdække dit problems/dine problemers omfang og karakter som et led i at lære hinanden at kende samt vurdere, dels om du vil have tillid til at jeg kan hjælpe dig videre og dels om jeg mener jeg kan gøre en forskel i dit liv.

Endvidere vil jeg bruge tid på at få overblik over hvordan jeg lettest hjælper dig i forhold til din personlighed ud fra bl.a. din historie og dine ressourcer.

Rådgivning/coaching
Ofte vil et forløb hos mig tage udgangspunkt i konkrete, afgrænsede problemstillinger, hvor vi i fællesskab til søge at finde brugbare løsninger, som kan hjælpe dig videre. Det kan omhandle en afklaring af et dilemma, følelsesmæssig forløsning i relation til sorg/tab eller krise udløst af store livsbegivenheder, mobilisering af egen færdigheder til at håndtere vanskelige begivenheder eller hjælp til at få en større grad af støtte og omsorg fra omgivelserne, som man har brug for.

I nogle tilfælde kan man have vanskeligt ved at reflektere hensigtsmæssigt i forhold til løsning af problemet eller man kan have vanskeligt ved at komme/være i kontakt med egne følelser og ønsker.

Der vil være individuelle forskel på længden af forløb/antal af konsultationer, den enkelte har brug for. Ofte kan omgangskredsen selv være berørt af problemstillingen eller på anden måde have vanskeligt ved at forstå eller rumme omfanget og betydningen af problemet.

Terapi
Grænserne mellem rådgivning og egentlig terapi vil være flydende/overlappende. Terapi er som regel karakteriseret ved at være af længerevarende karakter og vil være indebære at vi arbejder mere i dybden i de personlighedsmæssige ”lag”.

Det vil være relevant, når man let kommer i den situation, at du ofte og ufrivilligt gentager et uhensigstmæssigt mønster, at tidligere livsbegivenheder påvirker dig i en negativ retning og følelsesmæssige reaktioner opleves som ubehagelige.

Af og til kan det være gavnligt at se tilbage på barndomsoplevelser, hvor en væsentlig del af egen identitet og oplevelsen af omverdenen/andre mennesker dannes.